public partial class project :: demands

Vi kender det fra melodi grandprix, det bliver noget underligt noget når kreativiteten møder krav. Middelmådigheden begynder at indfinde sig og det ligner en projekt lederes marridt når kunsteren selv er overrasket. Og det er bare et krav..software udvikling har mange flere. Hvor er det da bare super kedeligt. Hvor blev kreativiten af og den gode ide?. Slog vi lige den tilbage til regnskaberne inden vi overhovedet så meget som fik skrevet en linie kode.

Jeg har mødt mange testere. Råbene og skrigene med armene over hovedet danser de rundt som vilde indianere og syngende i kor – de krav kan vi ikke teste, de skal være mere præcise, hvordan skal vi udvikle test cases. Der er ingen tvivl om at de har mistet sansen for om noget er godt, og glemmer at det handler om andre ting, feks at attraktive ting virker bedre, fordi at den simpleste ting i hjernen, nemlig om vi kan lide en ting eller ej allerede har beslutet sig inden vi overhovedet selv er bevidste om det. Så drop dansen om testene, og vent og se hvor kreativiten tager ideen hen.

Thomas Blachman, har et forslag til en ny samfundsmodel, 4 dages arbejds ugen, hvor den 5 dag skal bruges til obligatorisk lovpligtig undervisnings dag. Google har også et 20% koncept hvor de bruger 20 % af tiden på deres egne projekter. Blachman og google er altså i sync. Men vi skal videre. Vi skal derhen hvor de sidste 80% er med i spillet og udvikles på samme måde. Det er som om, vi ikke rigtigt tør, fordi vi ikke tror på at software udvikling virkelig er en kreativ process endnu.

Og hvorfor så ikke – ja mennesker tror simpelthen ikke i værdien i det, ligesom de fleste politikere heller ikke kan se værdien i hans obligatoriske undervisnings dag, men det er lige præscis der hvor værdien ligger. Der er intet værdi skabene kommet ud af at starte med at stille krav til noget som helst, værdien vokser sammen med den gode ide, som kommer af kreativitet og selvfølig hårdt arbejde og kærlighed til sit håndværk. Værdien af noget som er resultatet af en kreativ process kommer jo an på den der kigger. Noget som du synes er pænt kan jeg godt synes er grimt, og noget som du synes lyder fantastisk kan jeg godt mene er ligegyldige gentagelser af noget jeg har hørt tusinde gange før. Det kommer an på det menneske der står overfor din ide hvad værdien er i det, og kunder er også mennesker. Softwareudviklingen prøver at forstå sine kunders krav, og arbejde derud fra, en kunster prøver at forstå sig selv og sine ideer og lader kunderne komme til ham. De fleste udviklings projekter der starter med krav, er døde inden kundenen er forstået, han skifter mening, fordi hans verden ændrer sig.

Så fandt man på Scrum, som denne metode til at styre det faktum at kundernes verden ændrer sig, og det derfor er umuligt at forudsige hvad han vil have i morgen. Det svarer altså til som kunstner enten at liste sig ind på kunden med små skridt, male det over han ikke kunne lide på billedet, også prøve igen. Det kan kun blive til noget rod, fordi der findes ganske få kunder som er i den geniale kategori, som er i stand til at styre en kreativ process til noget godt.


For man skal kunne sit håndværk for at være kreativ er der nogle der siger, jeg mener at der groft sagt findes 4 slags mennesker. De ligegyldige, dem dem der er tvunget til at være kreative, dem der aldrig bliver kreative og de geniale der er begge dele. Der er grå zoner imellem dem der er tvunget til at være kreative og de geniale, og linien imellem de geniale og de ligegyldige er svær at se og kun de geniale har indsigt i hvor den ligger.

De ligegyldige er dem der har ideerne men ikke kan udføre dem fordi de ikke ved hvad de snakker om, de kan tale i timevis om hvor godt eller skidt noget er – men deres erfaringer er ikke noget de selv har gjort, og de har aldrig forstået naturen af det de arbejder med. Dem der er tvunget til at være kreative eller som tvinger sig selv til det, er dem som aldrig læste lektier i skolen, også som derfor er optrænet igennem hele livet til at se mulighederne for alligevel at klare sig overbevisende igennem livet. De er trænet i at arbejde med de kort de har lige nu og her, og kan på et split sekund dreje en samtale til noget nye og spændene som ingen har tænkt på før, og som derfor fanger tilskuernes interesse, feks læreren. Ved bevidst ikke at lave lektier tvinger de sig selv til at være kreative, med mindre de bare opgiver og indrømmer at de ikke har læst lektier, og derfor falder i den første kategori af ligegyldige mennesker. 3 kategori er dem som læser lektier som kan det hele uden at blinke, desværre har de sjældent kreativiteten med sig, og deres viden udmyntes kun til at gennemføre andres ideer hele livet. Den sidste kategori, de geniale er dem som både er kreative og kan deres håndværk, de er sjældne – men de findes.

Så lad os viske tavlen ren, og fri os selv fra de begræsninger vi ligger på os selv fordi vi tror at det tjener vores publikum. Lad os isteddet lade os føre afsted af ideen selv, og ikke en metode som skal sætte rammer op fordi vi er så bange for ikke at skabe værdi. Den rigtige værdi af noget kan ikke måles før det ses i sin rette kontext, og netop kontext er det vi bruger som afsæt til analysen i udviklings processen.